Kampen tages op mod rygning og snus i Horsens Kommune

2022

Horsens Kommune skal væk fra en kedelig førsteplads

I mange år har Horsens Kommune indtaget en sort førsteplads i Region Midtjylland, når andelen af rygere i kommunerne blev opgjort. I 2017 lå andelen af daglige rygere på 20 %, men her i år 2022 er andelen faldet til 13 % (Friis et al., 2022). De seneste 5 år tegner et positivt billede af udviklingen, men hos den yngre målgruppe er der stadig mange, der tyr til rygning og snus.

Med støtte fra Horsens Kommune, Familien Hede Nielsens Fond, Familien Hansens Fond og Superego tages kampen op for at få unge mennesker i Horsens til at holde sig væk fra cigaret- og snuspakken samt skabe opmærksomhed omkring de sundhedsskadelige effekter af rygning og snus.

Familien Hede Nielsens Fond har altid haft fokus på sundhed og har støttet både forskning og generelle uddannelser inden for sundhedsområdet og støtter derfor også denne indsats.

”Vi vil gerne bidrage med fokus på de helbredsmæssige konsekvenser, der er ved rygning og brug af snus – og ramme de unge i skolerne. Fonden har også fokus på mobning, isolering og gruppepres i forlængelse af brugen af snus og tobak”, siger Henrik Hede-Nielsen, formand for Familien Hede Nielsens Fond.

Indsatsen løber over de næste to år, hvor også uddannelsesinstitutionerne i Horsens Kommune bidrager med støtte ved at udbrede budskabet gennem egne kanaler.